Helms skoles værdigrundlag
Helms Skole Værdier
På Helms Skole er værdigrundlaget:
– Høj Faglighed
– Innovation
– Fællesskab
Helms skoles formål
At drive en friskole i Korsør med afsæt i den til enhver tid gældende lovgivning for friskoler i Danmark.
At drive en lokal forankret friskole med et globalt udsyn.
At forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes
kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.
At skabe oplyste og engagerede samfundsborgere i et demokratisk land, hvor medbestemmelse og medansvar følges ad.
At drive en friskole baseret på det inkluderende fællesskab, ligeværd og åndsfrihed.
At drive en friskole i Korsør med et tværfagligt og tværstrukturelt fokus, som skaber fremtidige samfundsborgere med høj faglig og personlig alsidighed.
Der skal være plads og rum til alle. Respekt, nysgerrighed og empati får os til at se muligheder i forskellighed.
Ethvert menneske er unikt med personlig integritet og et absolut umisteligt værd uafhængigt af dets
handlinger. Ethvert menneske er socialt og er ubetinget afhængigt af gode relationer.
Ethvert menneske er født kreativt med evnen til at lære, undres, reflektere, vurdere og handle.
Skolens regler og normer
Mobbepolitik for Helms Skole
Mobbepolitik for Helms Skole
Alle børn har ret til et værdigt og trygt liv – både mens de er børn og senere som voksne. Mobning er et angreb på det gode liv.
Helms Skole tolererer ikke mobning. Skolen skal gøre sit til at være mobbefri.
Helms Skoles syn på mobning:
Mobning er systematisk forfølgelse gennem gentagne drillerier, ondskabsfulde øgenavne, aggressiv adfærd og/eller udelukkelse fra fællesskabet.
Mobning handler ikke om enkeltindivider, men om dynamikken i gruppen.
Den eller de, der mobber, misbruger en social rolle og position til at nedgøre eller forfølge en anden person. Den, der bliver mobbet, har svært ved at forsvare sig og mister dermed yderligere status.
Selve mobningen opstår som regel i et forhold barn og barn imellem, eller mellem et barn og en gruppe børn. Det er kendetegnende ved at være pinefuldt og nedværdigende for det barn, det går ud over.
Mobning kan være verbal, social, digital, materiel (at få sine ejendele ødelagt), psykisk, fysisk.
Mobning og drilleri kan nogle gange blive forvekslet. Derfor er det vigtigt at forsøge at konstatere, om man står overfor drilleri eller mobning.
Alle oplever drilleri og forsøger også at drille. Drilleri kan f.eks. være: humoristisk, kendetegnet ved en gensidighed, noget der sker i nuet og er kortvarigt, noget der udfordrer den andens grænser. Man skal dog sikre sig, at begge parter synes at drillerierne er sjove, ellers er man på vej mod mobning.
At opdage mobning:
Mobning er ikke nødvendigvis synlig for alle. Det er derfor væsentligt, at mobning opdages og stoppes.
På Helms Skole har vi, på grund af skolens størrelse, gode muligheder for at blive opmærksomme på mobning. Vi er fysisk tæt på hinanden i skoletid, og der er sjældent langt til vidner, når der handles uret.
Vi har tillige en tæt kontakt mellem skole og hjem, og den gode kommunikationskultur gør, at forældre henvender sig, hvis de har oplysninger om børn i mistrivsel.
Helms Skoles Ordensregler
Elevrådet har arbejdet med ordensreglerne og er i samarbejde med lærerrådet nået frem til dette.
1 Man skal møde til tiden.
2 Tyggegummi er ikke tilladt på skolen.
3 Man skal møde velforberedt og have sine bøger o.l. med.
4 Man skal tale pænt til og om hinanden både i og udenfor timerne.
5 Tøj, tasker, gymnastikeffekter og gummistøvler ligner sidemandens. Sæt derfor navn på tingene og lad dit larmende legetøj blive hjemme.
6 I skoletiden må eleverne ikke forlade skolen uden tilladelse. Det er derfor også forbudt at gå ind i naboernes haver efter bolde og lignende.
7 Ødelæggelse af bygninger, inventar og skolematerialer medfører erstatningspligt, når grunden er dårlig behandling af skolens ting.