Skolens historie

159 ÅR ER INGEN SAG

Helms Skole er Korsørs ældste skole. Den blev stiftet i 1865 af cand.jur. H. S. Helms og cand.theol. P. Rasbech. Henrik Steffen Helms var bror til Johannes Helms , der skrev “Jeg elsker de grønne lunde”. Den er i dag vores skolesang, og synges ved festlige og officielle lejligheder.

I 1902 flyttede skolen til den nuværende adresse, Dahlsvej 8.

På det tidspunkt blev den ledet af frkn. Helms, Frederikke og Marie. De var niecer til skolens stifter.
Under navnet Frkn. Helms Skole var skolen et aktieselskab fra 1902 – 1958, hvor den blev en selvejende institution. 1967 ændredes navnet til Helms Skole.

I 1975 fik den oprindelige bygning tilføjet en ny fløj, som gav skolen bedre pladsmuligheder.

I 1989 fik skolen bygget en ny fløj i forbindelse med, at der oprettedes 8. og 9. klasse. Ved samme lejlighed blev der foretaget en mindre ombygning af hovedbygningen.

1. marts 1998 udvidedes med en endnu en tilbygning – denne gang for at give skolens elever bedre og mere tidssvarende pladsmuligheder

1. juli 2005 købte Helms Skole naboejendommen Dahlsvej 10. Bygningen er blevet renoveret totalt indvendig og behandlet og malet udvendig.  9. kl. har klasselokale på 1. sal – der er desuden faglokaler bl.a. et stort og flot lokale til naturfag.

1. maj 2006 købte vi den anden naboejendom, Dahlsvej, nr. 6. De første ca. tre år har vi udlejet ejendommen. Siden april 2010 har vi renoveret stueetagen, hvor Fristedet (SFO) nu er rykket ind.

I august 2017 købte vi ejendommen Dahlsvej 12. Ejendommen skal indlemmes i skoledriften på sigt.

I slutningen af 2021 gennemgik nr. 12 en renovering af ydermurene. Ved samme lejlighed blev der indrettet et forberedelseslokale til lærerne.